Ulv i Danmark

DNA-påviste ulve i Danmark 23/4 – 2016

(revideret 26/4-2016)

(revideret 27/4 2016)

Af Sebastian Klein

Som de fleste måske allerede ved, har der været en masse ballade omkring antallet af dna-påviste ulve i Danmark.

Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) har foretaget analyser af en række indsamlede prøver. I sensommeren 2015 offentliggjorde DCE, at de ud fra dna-analyser kunne fastslå, at mindst 40 forskellige ulve havde besøgt Jylland. 50 danske dna-prøver blev imidlertid sendt til konfirmation på det tyske forskningsinstitut Senckenberg Wildtiergenetik og den 26/11 2015 sendte de svar til DCE.

Af svaret fremgår det, at Senckenberg ikke kan matche de resultater DCE har nået. Tyskerne udførte to forskellige slags analyser, men kunne kun finde ulve-dna i henholdsvis 2 eller 6 af de tilsendte prøver (alt efter hvilken metode der anvendtes!).

I en mailkorrespondance til Naturstyrelsen kritiserer Carsten Novak fra Senckenberg DCE’s valg af analysemetoder for at være for usikre. Han opfordrer til at DCE ophører med anvendelsen af disse og i stedet anvender anerkendte metoder til brug af registrering af ulv.

I en pressemeddelelse fra 9/2 2016 erkender DCE, at de har været for optimistiske og nedjusterer derfor antallet af dna-påviste ulve til ”højst 20-23”.

19/2 udsender Statens Naturhistoriske Museum (SNM) en pressemeddelelse, hvor SNM bakker op om den tyske kritik af DCE’s vurdering af antallet af ulve. SNM har fået indsamlet 200 dna-prøver, hvoraf tilsyneladende kun en prøve indeholdt ulve-dna. SNM hævder i samme pressemeddelelse at det korrekte antal ulve, som har besøgt Danmark næppe er meget mere end ”en håndfuld”.

Straks efter udsender DCE endnu en pressemeddelelse, hvor de fastholder vurderingen af ”højst 20-23” ulve. Her udtaler seniorforskeren fra DCE: ” Vi kan med sikkerhed skelne DNA-sekvenser fra andre arter i vores analyser - også mellem ulv og ræv”.

Seneste pressemeddelelse fra DCE dateres til 26/2, hvor DCE’s seniorforsker citeres for følgende ” Der er stor forskel på DNA-sekvenser fra ulv og ræv, og metoden, som DCE benytter, sikrer, at det ikke er muligt at tage fejl af ulv og ræv. Der er dermed ingen grund til at revidere de hidtil publicerede forekomstkort over ulveforekomster i Danmark”.

DCE har ikke publiceret noget siden og har ej heller ønsket, at publicere oplysninger om, hvilke af de danske fund tyskerne har genanalyseret og hvad de konkrete resultater har været. På trods af DCE’s skråsikre udtalelser om ulvens danske forekomstkort, synes det tænkeligt, at disse vil ændre sig, såfremt dna-arbejdet standardiseres. Det seneste forekomst-kort udgivet af DCE kan ses her: http://danarige.dk/hvor-mange-ulve- er-der- i-danmark/

Såfremt de tyske forskere har ret i kritikken af DCE’s analysemetoder kan meget ændre sig. Foreløbig er DCE og Senckenberg dog rent faktisk enige om nogle af analyserne! DCE ønsker for nuværende ikke at publicere hvilke dna-analyser, der pt. er konsensus om. Jeg har imidlertid fået aktindsigt i en del af sagen og har derfor efter bedste evne forsøgt at optegne et kort over de prøver, som der hersker nogenlunde videnskabelig enighed om. Bemærk at kortet kun gælder de 50 prøver, som er sendt til genanalyse hos Senckenberg samt yderligere en prøve analyseret af SNM.

Bemærk desuden, at der er op til 30 kilometers unøjagtighed på de placerede prikker. Dette er for at sløre de enkelte lokaliteter i overensstemmelse med gældende praksis.